Voldbjerg

Voldbjerg fra istid til nutid

Voldbjerg er et markant højdepunkt i Krarup sogn.
Bakken hæver sig 20 m. over det omgivende terræn og toppen er 76,3 m over havets overflade.
Siden 2003 har Krarup Sogns beboerforening stået for reetableringen og vedligeholdelsen af området på og ved Voldbjerg.
Stedet er i dag et yndet udflugtsmål med bålsted, borde og bænke og et fint udgangspunkt for en gåtur i Snarup Have.
Fra toppen af Voldbjerg er der udsigt ud over Krarup og Søfælde, og i klart vejr kan man se til Svanninge bakker.

Da Voldbjerg blev skabt

Tre gange under den sidste istid blev landskabet ved Krarup dækket af isbræer (gletsjere), der rykkede ind over området fra nordøst og sydøst. Isen skubbede masser af sten og grus foran sig og efterlod materialerne i bunker og volde, der i dag fremstår som bakker og højdedrag. Af disse er Voldborg (76,3 m), Tange Top (88,6 m) og bakken, hvorpå Krarup kirke ligger (65 m) blandt de mest markante. Efterhånden som isen smeltede bort, skabtes jævne flader med vandaflejret sand og ler. Smeltevandet samlede sig i store flade bassiner, der i varmetiden efter istidens slutning for ca. 13.000 år siden er groet til som moser. Snarup Mose og Fandens Mose er eksempler på dette.

De første mennesker

Allerede inden isen var smeltet helt bort, vandrede de første rensdyr rundt i Krarup-området, og gevirer af rensdyr er således fundet flere steder på Midtfyn. Ved Løgeskov i Stenstrup sogn syd for Krarup er der fundet en økse, som er lavet af en rentak, og den viser, at mennesket fulgte lige i hælene på dyrene. Det skete for ca. 10.000 år siden.

Efter istidens ophør steg temperaturen dramatisk, og bl.a. urokse, elg og kronhjort blev en del af dyrelivet. Et urokseskelet, som blev fundet ved tørvegravning i Fandens Mose under 2. verdenskrig, stammer fra denne tid. Storvildtet og mosernes rigdom på fisk og fugle betød, at stenalderjægerne regelmæssigt hjemsøgte denne egn på deres vandringer fra den ene ressource til den anden. Deres bopladser eller ”rastepladser” er især fundet ved Snarup Mose. En udgravning på øen Ræveholm i mosebassinet i 1930’erne har således afdækket spor fra gentagne ophold gennem hele stenalderen.

Da de første bønder indtog landskabet for ca. 6000 år siden, blev der også ryddet urskov ved Krarup. Talrige fund af slebne flintøkser samt fint tilhuggede dolke og pilespidser vidner om en tæt bebyggelse på især de lette jorder i området. Storstensgrave blev også opført på denne tid, bl.a. ved Nymark Skov øst for Voldbjerg. To små potteskår, som er fundet på toppen af Voldbjerg, kan også være fra denne tid. Hvad stenalderbønderne foretog sig på bakketoppen, er imidlertid uvist. Måske stammer potteskårene fra et kortvarigt ophold, hvor man spiste sin medbragte mad og nød den smukke udsigt!

Fra bronzealderen er der synlige spor i landskabet nær Voldbjerg. Ved Nymark Skov blev der i slutningen af bronzealderen opført en jord- og stenbygget gravhøj, som måske også har været anvendt i forbindelse med kultudøvelse. Redskaber og smykker af bronze blev på samme tid ofret i Snarup Mose såvel som i Fandens Mose, så disse steder må have været opfattet som hellige.

Fra jernalderen kendes ingen synlige fortidsminder, men ved selve Krarup by er der fundet rester fra begravelser såvel som bosættelser. To guldfund fra Stævningen – en romersk guldmønt og et spandformet hænge – viser, at områdets beboere stod i kontakt med samtidens elite, der havde et magtsæde ved Gudme på Sydøstfyn.

Voldbjerg består af mergel i de nederste lag og i 1860érne blev der gravet mergel her og deraf er der kommet det store hul i det nordvestlige hjørne.

Oldsager fra Krarup sogn befinder sig i dag på Odense Bys Museer og på Nationalmuseet.

Sagn om Voldbjerg

Som det er tilfældet med mange markante elementer i landskabet, kendes der flere sagn i forbindelse med Voldbjerg. Således skulle bakken være opstået i forbindelse med ”at to kæmper skulle grave en sø, Bebe sø. De fik så megen jord under træskostøvlerne, at de måtte trampe jorden af og derved opstod Voldbjerg.”
 

Siden hen har bakken ifølge sagnene været beboet af både elverpiger og trolde.

Blandt andet siges det om en mand på vej mod Brahetrolleborg.

”Da han kom forbi Voldborg stod den på gloende pæle for elverfolket dansede derinde. En elverpige tog fat i tøjlerne og bød manden et bæger vin, som han tog imod. Manden blev dog bange og flygtede. Elverfolket forfulgte ham og da han nåede Krarup kirke smed han bægeret over kirkemuren og forfølgelsen
ophørte. Da han nåede frem til Brahetrolleborg så han, at på det sted, hvor vinen var faldet, dengang han smed bægeret, var hårene svedet af hesten.”

Voldbjerg har gennem tiderne været brugt som overdrev til græsning af kvæg og i den forbindelse skulle
”en ung malkepige have oplevet et møde med en bjergmand, der bad hende følge med ind i Voldbjerg og hjælpe hans kone, der lå med et sygt barn. Hun skulle medbringe en skål mælk til det syge barn. Højen åbnede sig for dem og de gik derind. Da malkepigen havde hjulpet den syge og skulle til at gå, sagde bjergmanden til hende, at hun skulle holde forklædet op og han gav hende nogle små runde tingester, de lignede kul. Hun kastede dem væk, for hun ville ikke bære dem hjem. Derhjemme opdagede hun, at der hang et stykke tilbage i forklædet og det viste sig at være af guld. Pigen gik tilbage til Voldbjerg for at lede efter de stykker, hun havde kastet bort, men da var guldet væk.”
 

Den mystiske sten ved Voldbjergs fod

Den store sten, der ligger ved Voldbjergs nordøstlige fod, og som er afmærket på kortet, er endnu en af de naturskabte ting, der har givet grobund for spekulationer.

Stenen måler 2,4 m. på den lange led og ca. 1.8 på den korte. Stenen bærer tydelige spor af at være forsøgt kløvet, idet den har 11 riller på langs og 11 riller på tværs.

Mange såkaldte rillesten sættes i forbindelse med trolde.

Stenen her i Snarup have skulle ifølge et sagn ”være kastet efter Krarup kirke af en jætte fra Møn eller Ærø. Kæmpen kunne ikke lide kirkeklokkens klang. Stenen nåede ikke sit mål, men faldt ned i skoven godt en kilometer syd for Kirken”.

Andre mener, at stenen måske kunne være en offersten fra hedensk tid. Den mindre dramatiske udlægning er nok, at stenen er efterladt her af isen og siden forsøgt ophugget til ledstolper eller skærver. Hvad der fik stenhuggeren til at opgive sit arbejde undervejs, kan kun fantasien give svar på!
 

Fugle ved Voldbjerg og Snarup Have

Nattergal Usædvanlig kraftig og klangfuld stemme med klukkende og fløjtende lyde	Bogfinke Kraftig, næsten gjaldende: Det det det kan jeg da si ´ li´ så TIT det ska´ vær!
Gransanger Tjif tjaf tjif tjaf tjaf tjif tjif tjaf	Munk Klare fløjte toner med meget smuk klang i ret dybt toneleje. Start og slut med store tonespring.

Derudover kan man også høre Solsort, Grønirsk, Gulspurv, Sangdrossel, Musvit, Løvsanger, Rødhals, Spætte, Blåmejse, Gærdesanger, Rødstjært, Gøg, Dompap, Havesanger, Landsvale, Ring due, Fasan og And.