Trolde, mennesker og skiftinger
I mange af de gamle historier bliver der fortalt om trolde! Nogle trolde var enorme jætter der kunne finde på at kaste kæmpestore sten efter kirken hvis de blev vrede over klokkernes ringen. En hidsig trold fra Ærø forsøgte engang at ramme Krarup Kirke, men stenen landede i skovkanten ved foden af Voldbjerg – hvor den ligger den dag i dag.
Andre trolde var små, ondskabsfulde og dumme. De småtrolde der boede under Søfælde Slot, stjal en stenovn fuld af nybagt brød på gården Kildevæld. Da de kom til Mosegården, begyndte de at slås om hvem der først skulle smage det lækre brød. Alle stenene fra ovnen ligger nu ude på marken.
Der var også trolde som på mange måder lignede mennesker og levede i familier ligesom os. Som regel holdt de sig skjult dybt inde i skovene, men det kunne ske at de røvede får og kvæg som græssede på de fjerneste marker.
Det allerværste troldene kunne finde på, var at stjæle et menneskebarn og tage det med ind i troldehulen. I stedet efterlod de deres egen troldunge hos menneskene. Sådan et forbyttet troldebarn blev kaldt for en skifting. Man kan jo sagtens forestille sig hvor forfærdeligt det var for menneskebarnet at skulle leve i den møgbeskidte troldehule og æde mus og rådne æbler. Ikke et venligt ord eller et klap på kinden, men skæld ud, lussinger og det der var værre.
Troldebarnet havde det som blommen i et æg! Folkene på gården turde ikke andet end at give troldungen lækker mad og behandle den pænt. Ellers gik det ud over deres eget barn, og måske kom det aldrig tilbage til sit hjem igen.
Skiftingen og pølsen
Engang for mange, mange år siden var der en gård i Svanninge hvor de havde fået en skifting i huset. Det var ikke en af de værste troldunger. Han var en værre drillepind og fik tit pigerne til at tude, men han var ikke rigtig ondskabsfuld. Manden og konen behandlede ham meget forsigtigt så deres egen søn ikke skulle få det for slemt hos troldene.
Nu var det sådan at troldungen elskede pølse og helst ikke ville spise andet. Brød, kål, sild eller kartofler gad han ikke æde. Der skulle mange pølser til hvis han skulle blive mæt, og en dag havde de simpelthen ikke flere pølser tilbage! Hvad skulle de nu gøre? En af hundene havde netop fanget et pindsvin, og det blev stegt i en jerngryde med pigge og det hele.
Da skiftingen lugtede stegen, kom han rendende.
”Se, dejlig pølse,” sagde konen.
”Ja, mig ha’ pølse!” hvinede troldungen glad.
Men da han så ned i gryden, hylede han op og skreg:
”Ikke pølse med pind! Mig vil ha’ pølse med skind!”
Det blev han ved med mens han slog om sig og kastede med alt hvad han kunne få fat på.
Men så blev manden vred. Nu kunne det altså være nok!
”Hvis du ikke spiser den her pølse, så kan du selv komme i gryden og blive stegt!” råbte han. Skiftingen holdt brat op med at hyle, løb ud i stalden og gemte sig.
Næste morgen da manden kom ud i stalden, var troldungen væk. I stedet lå deres egen søn og sov i halmen.
Der blev holdt en stor fest for hele landsbyen. Og mon ikke der blev serveret øl, brød og lækre pølser med sennep til!
Marianne Keinicke (2014)