Tøserne fra Langegyde

Tøserne fra Langegyde -  vinterleg ved Voldbjerg i 1950’erne og 1980’erne

”Det sner! Det sner!” For børnene er et lag sne det herligste materiale til leg og løjer i timevis. Ungerne i Krarup og Snarup har vel altid brugt Voldbjerg som legeplads om vinteren. Af sted med en gammel sæk, en trækælk med meder, en smart bobslæde eller bare en stor plasticpose. Og så fuld fart på ned ad de stejle sider!

Elin og venindeflokken – midt i 1950’erne
Seks jævnaldrende piger boede ret tæt på hinanden nogle hundrede meter nede ad Langegyde, der jo nu hedder Hundstrupvej. Hanna og Helle fra Steensens gartneri, Birgit og Karen fra Ravnsbjerggård og Inge fra Viet, det lille hus inde i skoven ved svinget. Elin Thygesen
(f. Henriksen, 1947) der har fortalt om barndommens vinterleg, bor stadig i nr. 22.

 Som småpiger kælkede de i gryderne på toppen af Voldbjerg, men vovede sig snart nedad siden mod nordvest hvor de fik pæn fart under mederne på trækælkene. Heldigvis landede småpigerne i nogle store bunker af savsmuld på den nuværende parkeringsplads.
 Da tøserne blev mere modige, tog de turen ned fra plateauet på Voldbjergs vestside, hvor solnedgangsbænken nu er. Der er stejlt, og kælken fortsatte direkte ud på Langegyde. Vejen var naturligvis ikke så befærdet i disse år hvor de færreste havde bil. Men risikabelt var det alligevel. Lisbeth, konen fra savværket, havde fat i pigerne flere gange og bad dem passe godt på.
 Det skal lige med at hele Voldbjerg var græsklædt i 1950’erne. Den lå som langstrakt grøn ryg og var meget synlig i landskabet. Men i løbet af de følgende 20-30 år fik tjørn, skovabild og gyvel fodfæste på skrænterne.
 Da tøserne blev lidt ældre, tog de turen ned ad nordsiden som var et fantastisk sted at kælke. Hvis sneen var fast, fik de vældig fart på og susede langt ud over marken hen mod Elins hjem.
 Nogle af de store drenge var begyndt at løbe på ski, og sidst i 50’erne fik Kaj fra Søfælde Savværk sin far, Niels, til at anlægge en simpel skibakke ned ad Voldsbjergs nordside. Den fik sågar en lille hopbakke! Så blev der trænet slalom og skihop til den store guldmedalje sammen med Carl fra nr. 18 og Bent, der boede i Snarup. 
 Den nye skibakke var selvfølgelig også rigtig god at kælke på! Men hvis tøserne viste sig med deres slæder, blev de uden nåde vist bort af skiløberne. 

Søstrene Keinicke og alle de andre unger – midt i 1980’erne
Op gennem 80’erne legede en stor flok piger og nogle drenge på Voldbjerg ved vintertid.  Lise, Dorte, Karen og Mette i nr. 19 boede tæt på, og de var så heldige at deres far, Mogens, ikke var bleg for at tage med.  Søstrene havde en lang og tung trækælk med plads til alle fire og desuden flere bobslæder som næsten fløj hen over skihoppet, ned ad nordsiden og langt ud på gartneriets areal.
 Mette, Susanne og Tine Sommer fra nr. 33, Tanja fra Skovspris og Maria Borne i nr. 9 var tit med i løjerne. Som regel varede det ikke længe før nogle af drengene dukkede op for at være med i den vilde leg, måske Allan fra savværket, Ulrik fra Søfælde, Thomas og Anders fra maskinstationen og Lars fra Ejerslykke.  Der blev kælket, trillet, kastet med snebolde, kuret på bagdelen, råbt og grinet til det begyndte at mørkne. 
 Det var ikke nemt at kæmpe sig op ad Voldbjerg med sin slæde. Siderne var bevoksede med langt græs, buske og småtræer, og en egentlig sti fandtes ikke. Fra toppen var der frit udsyn mod syd, vest og nord, hvor drivhusene lå. Det var muligt at kælke kortere ture et par steder, men nordsiden af bakken var langt den bedste.
 En anden populær vinteraktivitet i 80’erne var at bygge snefigurer. En snemand bygget af to rullede snekugler sat ovenpå hinanden er altid sjov. Hvis sneen indbød til det, kunne ungerne i fællesskab bygge en kæmpestor drage, et rumskib, en trold eller et stiligt sneægtepar.

Forandringen
Også i 2010’erne bliver der nu og da kælket på Voldbjerg når der er faldet et godt lag sne. Men desværre er bakken ikke så velegnet som før i tiden. I dag er det umuligt at kælke andre steder end på nordsiden af bakken. Her er der bevaret en ret smal åbning i de graner til pyntegrønt som blev plantet en gang i 1990’erne ved foden og et stykke op ad Voldbjergs sider.
Kælketuren kan heller ikke blive ret lang. Langs skovvejen er der sat hegn op, og på arealet bagved er der for nylig dumpet et bjerg af cementbrokker fra nedrivningen af drivhusene. Det er ødelæggende for udsigten fra Voldbjerg, en rigtig øjenbæ. Der skal et metertykt lag sne til at dække bare så nogenlunde.

 Marianne Keinicke (2014)

	Elin på vej til Voldbjerg. Kælkens sæde er belagt med sækkelærred så man sidder bedre ast
	Sneægteparret er plaveret ud mod vejen ved nr. 19 så de forbipasserende kan hilse på. Sneboldene til højre er en lygte med steatinlys indeni. Det var koldt i vinteren 1998.
	Søstrene Keinicke forsømte aldrig muligheden for at bygge en snemand. Her er det nok snarer en "tømand"!