Fortællingen om rytteren og elverfolket i Voldbjerg
Vejen mellem Hundstrup og Krarup hed i gamle dage Langegyde. Den bugtede sig som et hjulspor gennem bakkerne i det øde landskab. Der var langt mellem huse og gårde, men i det
indste skulle man ikke gennem dybe og farlige skove for at komme frem til landevejen mellem Egeskov og Brahetrolleborg.
Engang skulle en rytter fra Hundstrup gennem Krarup med bud til Brahetrolleborg. Det var midt om natten, og det var bælgmørkt. Da han nærmede sig Voldbjerg, kunne han se et mærkeligt lys forude. Rytteren havde svært ved at magte hesten og få den til at gå videre. Nu så manden at Voldbjerg stod på gloende pæle, og inde i bakken holdt elverfolkene fest med musik, dans og bægerklang.
Rytteren ville ride væk så hurtigt han kunne, men hesten stod bomstille. En smuk elverpige kom ud af højen med et fornemt sølvbæger i hånden. Hun tog fat i tøjlerne og rakte bægeret med vin frem mod manden. Dengang var det skik at hvis en mand drak af det bæger som en kvinde rakte han, betød det at de var enige om at forlove sig.
Selvom pigen var smuk, skulle rytteren ikke nyde noget. Han tog imod det tunge sølvbæger med vin, men i det samme sporede han hesten. Endelig fik han den til at flytte sig. Hest og rytter galopperede alt hvad remmer og tøj kunne holde mod Krarup by.
Men elverfolkene fulgte efter! Når manden så sig tilbage, lignede det en hvirvlende tåge, og den kom stadig nærmere.
I fuld galop nåede rytteren frem til Krarup Kirke og kastede af al sin kraft bægeret ind over kirkegårdsmuren. Og med ét slag var hele den store flok elverfolk forsvundet.
Mand og hest var fuldkommen udmattede, og de red langsomt videre i den mørke nat.
Hen på morgenstunden kom rytteren langt om længe til Trolleborg. Da han sad af hesten, opdagede han at hestens skind var svedet i lange striber der hvor vinen fra elverpigens sølvbæger havde ramt den.
Kilde
Anders Uhrskov: Fynske Sagn (1929). Dette sagn er fortalt af Karen Clausen fra Åmarksgården på Krarup Nordegn. Jeg har givet det en sproglig form der egner sig til oplæsning.
Marianne Keinicke (2014)