Eventyret om de to søstre og bjergmanden i Voldbjerg
Engang for længe siden var der i Krarup et gårdmandspar som havde en smuk og god datter. Da pigen var femten år, døde konen, og et års tid efter giftede manden sig igen. Den nye kone havde også en datter, som var lidt ældre. Hun var pæn nok at se på, men hun var doven og blev forkælet af sin mor.
En sommeraften skulle den ældste datter malke køerne på marken tæt ved Voldbjerg. Hun var sur og vranten, for myggene stak, og køerne ville ikke stå stille. Da spanden var ved at være fuld, kom der en bjergmand ud af en lav, grøn dør i Voldbjergs side.
’Følg med mig ind i bjerget’, sagde han med rusten stemme, ’og tag din mælkespand med. Min kone er syg og kan ikke amme vores nyfødte søn.’
Pigen slog med nakken og sagde: ’Nej, jeg vil ikke! Men du kan få noget mælk hvis du kommer med et bæger.’
Så hentede bjergmanden et smukt glasbæger, og pigen hældte en sjat mælk i. Manden prøvede nu at putte et eller andet i pigens forklædelomme. Men hun slog til hans hånd og så noget der lignede kulstykker, lande i græsset. Bjergmanden forsvandt ind gennem den grønne dør, og pigen skyndte sig hjemad.
Da den ældste datter ville hænge sit forklæde på krogen, opdagede hun at der lå en guldmønt i lommen! Uden at sige noget til nogen løb pigen tilbage til Voldbjerg. I græsset fandt hun ganske rigtigt en håndfuld kulstykker. Men selvom hun ledte og ledte, var der ikke nogvet guld at finde.
Aftenen efter skulle så den yngste datter malke køerne ved Voldbjerg. Hun gik glad og nynnende af sted med spanden. Inden hun satte sig til at malke, kløede hun køerne mellem hornene, og det gik nemt med at få malket spanden fuld. Bedst som hun var færdig, kom bjergmanden igen ud af den grønne dør i Voldbjerg.
’Følg med mig ind i bjerget, og tag din mælkespand med,’ sagde han med trist og rusten stemme. ’Min kone er syg og kan ikke amme vores nyfødte søn.’
’Ja, det vil jeg gerne,’ svarede pigen. ’Lad os tage mælkespanden med ind, så kan de begge to få noget at drikke.’
Den grønne dør åbnede sig for dem, og de gik sammen ind i Voldbjerg. Pigen hjalp nu den syge kone og den lille dreng så godt hun kunne. Hun sagde til bjergmanden at de bare kunne beholde spand og resten af mælken til næste aften. Han fulgte hende ud, og hun nikkede venligt til ham og ville gå igen.
Så sagde han: ’Hold dit forklæde frem. Men lad være med at se efter hvad der er i det, før du kommer hjem.’
Pigen gjorde som han sagde, og hun kunne mærke at forklædet blev meget tungt at bære. Hun foldede snipperne sammen foran sig og gik tilbage til gården.
Da den yngste datter kom hjem, var resten af gårdens folk ved at spise nadver. Hendes stedmor begyndte straks at skælde på hende fordi hun kom for sent. Og hvor var mælkespanden mon henne?
Pigen ville fortælle om det der var sket ved Voldbjerg. Hun slap forklædesnipperne – og ud trillede en hel spandfuld skinnende blanke guldmønter.
Eventyret om de to søstre og bjergmanden i Voldbjerg er bygget over et autentisk sagn. Jeg har omskrevet det til et eventyr ved at digte en en malkepige om til to søstre og indlægge spænding og stærke følelser i beretningen. Det har en fortæller lov til. Mit håb er at den gamle historie på den måde får en chance for at overleve, for det fortjener den.
Marianne Keinicke (2014)